Loader
Header Background

den røde bog

Tomas Lagermand Lundme

tomaslagermand@hotmail.com


Født 20. maj 1973 på Amager



Det gør ondt

Uddannelse og engagement

1987-1994

Tilknyttet Hotel Pro Forma


1990-1993

Teaterskolen Centrum


1993-1996

Gøglerskolen


1998

Forfatterskolen (under rektor Niels Frank)


1996-2002

Det Kongelige Danske Kunstakademi
(under professor Torben Christensen, Mediekunstskolen, og professor Ursula Reuter Christiansen, Malerskole)


2009-2010

Dramatiker Væksthus, Overbygningen
(under dramaturg Jane Rasch)


2013-2016

Tildelt Statens Kunstfonds Litteraturudvalgs treårige arbejdsstipendium

Bnusinfo

Bosat på Vesterbro i København

Har været vært på Radio24syv

Husdramatiker hos Teater Får302 og Glad Teater

Optaget i Kraks Blå Bog

Siden 1998 gift med journalist, børnebogsforfatter og underholdningschef på DR, Jan Lagermand Lundme

Medlem af The Blixen Literary Award 2015

Har siddet i Statens Kunstfonds repræsentantskab, Danske Dramatikeres bestyrelse, Dansk Forfatterforenings skønlitterære bestyrelse, Dramatiker Væksthus
og Warehouse9s bestyrelse

Samarbejde

You Little Teapot
Et keramisk samarbejde

En platform, der i samarbejde med Lars Rank undersøger et tværfagligt fællesskab, hvor kunst og kunsthåndværk går op i en højere enhed.

DEN FRI
Sort på hvidt

Fast gæsteskribent på den digitale, private og skæve blog DENFRI, der bringer nyheder, analyser, satire og kritik.




Våbenhvile? Dream on!

  • Af Camilla Stockmann, journalist og forfatter

Tomas Lagermand Lundme er en dreng uberørt af tiden. Jeg spottede ham første gang til en teaterfest, da vi var teenagere, nu er jeg i 40’erne, men han er stadig 17.
Dengang talte vi ikke sammen, vi stod bare i hver vores ende af et stort hvidmalet rum med høj musik og kunstnere, der var gamle nok til at være vores forældre. I årene, der gik forud, havde jeg tilbragt mange timer ugentligt i Amager Centret, og også dette storcenter havde vi til fælles, viste det sig senere. Det Amager Centret, hvor Tomas havde hængt ud, var bare ikke samme sted, jeg fik huller i ørene og permanentet mit hår. Tomas var også dengang uden for tiden. Og når han nu fortæller eller skriver om sit centerliv tænker jeg, at vi må have passeret hinanden hundrede vis af gange, den ene som punk, den anden som pastelpige, og vi kunne ikke have været mere fremmede over for hinanden.
På drengens læbe er et lille ar, som er kommet til, og kun på den måde er tiden gået, men jeg kan ikke sige, at han ligner nogen af os andre.  For Tomas Lagermand Lundme er ikke bare uberørt af tiden. Også af pragmatisme, hensyn til tidsånden, hvilke dominerende strømpile, som årtiet har valgt at skyde af sted.  Han ser ikke grænserne mellem billedkunsten, teateret, musikken, keramikken, fuglene, livet. Kønnene ser han heller ikke grænserne imellem.
Kan en mandlig kunstner kuratere en udstilling i anledning af 100-året for kvinders valgret? Normal ville jeg svare nej. Kan man sætte Tomas til det? Ja. For Y-kromosomet til trods siver også en ældre generation af kunstnere igennem ham, alle kvinder: Lise Cabble, Anne Marie Helger, Kirsten Dehlholm, Trille og Pia Raug. Mange af dem er han på fornavn med. Hvis Tove Jansson var dansk og desuden ikke død, ville hun også bare være Tove. En af dem, han drak te med forleden.    
Igennem mig er der ikke ret meget, der siver, jeg står uden for og kigger målløst på Tomas’ evne til at skrive, tegne, iscenesætte, realisere, og jeg siger dystopisk:
”Men helt praktisk, hvornår er der egentlig deadline?”, når han spørger, om jeg vil skrive til kataloget.
”Helt praktisk” er to ord han formentlig aldrig har haft i sin mund.
Udstillingen hedder ’Våbenhvile’, for det kan godt være, at der er nogle gamle kampe, som vi ikke er helt færdige med at udkæmpe.
”Men nu skal vi videre … sammen”, siger han.
På den måde er han utopist.
Hans ide kunne selvfølgelig have været naiv eller uigennemtænkt, og han taler som sædvanlig med mildhed om visionen for et nyt fællesskab – ”og hvem kan tro på det i dag?”, er den første tanke, der slår mig. Men det er fordi, jeg ikke har fattet, at det også er drengen med sæbe i det sortfarvede hår i Amager Centret, der taler. Ham, der drømte om David Bowie, ham der legede, at Urbanplanen var en boligblok i Vesttyskland. Drengen fra lilleskolen, der drømte om Christiane F’s ven Detlef, trækkerdrengen på Bahnhof Zoo, og ham som kyssede en anden dreng på toiletterne i Amager Centret. Han forestillede sig at blive elevatorfører i centret, hvor jeg havde mit første job som bogopsætter på biblioteket for enden af rulletrappen med det klistrede gummigelænder.
”Man kan ikke blive elevatorfører i Amager Centret, det er en karrierevej, der er alt for ufornuftig”, ville jeg nok have sagt til ham, hvis vi havde stoppet op og stået face to face, og jeg havde vidst, at han faktisk var min ven.
”Det er jeg ligeglad med”, ville han have sagt, ”kom, vi skal videre, så går vi”, og jeg forestiller mig, at han havde vist mig det indre af elevatoren, hvor jeg aldrig overvejede at sætte mine ben. Mine besøg handlede om at se smykkebutikkens vinduer og at tale med beostæren ovre ved dyrehandlen. Jeg så ham aldrig dér.

Tomas taler mange sprog. Kvindernes. De gamle kragers. Drengenes. De eksotiske fugles. Han tror på drømmen. Den, som andre gav slip på. Den, der har det svært i mødet med virkeligheden. Derfor forsvandt han også fra Facebook. I mit feed var han den, der leverede lyrik, mens andre svovlede og spyede ord af sted som krudtslam.
”Men et nyt fællesskab ligefrem”, gentager jeg? ”Altså hvordan?”.
Og idet han fortæller mig om udstillingen over telefonen, genkender jeg følelsen, som jeg første gang havde i en villa over for Landbohøjskolens Have.
Den modne mand, der talte og talte, havde også et ar ved læben, og da jeg bad om vand, skænkede han grøn te, og jeg var i tvivl, om han vidste, hvem han havde lukket ind i sit hus. Manden var Bjørn Nørgaard, og han talte om ungdomsårene, og pludselig så jeg ham ikke som den 22-årige mand, der havde troet på sammensmeltningen af kunst, liv, politik og kærlighed.
”De første år var det en befrielse og en oplevelse”, sagde han. For Eks-skolen realiserede deres aktioner som Den Kvindelige Kristus, hvor hans kone Lene Adler Petersen gik nøgen gennem Børsen, og Hesteofringen, hvor Bjørn Nørgaard parterede den gamle hoppe Røde Fane på en sneklædt mark i Nordsjælland i protest mod Vietnamkrigen. Alt handlede om kærligheden. Men det var også et forsøg på at slå kunstværket ihjel.
”Vi ønskede, at kunsten skulle blive en del af det virkelige liv”, sagde Bjørn Nørgaard.
Næste skridt var besættelsen af øen Livø i Limfjorden.
”Omkring Livø-aktionen og årene, der fulgte, var det ikke kun kunst, vi eksperimenterede med, men os selv”.
Det gik skævt. Drømmen kuldsejlede. At forføre blev til at score, og det blev altid psykopaten, der fik magten, sagde han. Kunsten blev nu set som en odiøs handling, kulden trængte ind i kollektiverne, og Lene Adler Petersen måtte i smug lave sin kunst.

Våbenhvile

”Jeg havde en skuffe med hvidt papir og en skuffe med dagbogstegninger, som jeg lavede mutters alene”, fortalte hun mig, da jeg senere sad i hendes værksted i den anden ende af villaen. 
Man havde troet, at kunst, politik, kærlighed og liv kunne sammen.  Men utopien døde, kunstnerne opgav, og kunstværket blev igen en genstand, man kunne kigge på, sætte op på væggen eller gå en tur rundt om.
Andre gik samme vej i opgivelse. Det var jo ikke muligt at implementere drømmen. Det kunne enhver jo se.
Da jeg cyklede væk fra villaen, var det mest af alt med følelsen af at have set et glimt af noget stort, der blev lukket ned. Noget uforløst.
Tiden går og en dag ser jeg ’What’s happening’ på SMK om kunsten fra 1965-75, og jeg bliver igen bevæget over, at drømmen boede i så mange, at den var kollektiv, og jeg tænker, at det er mærkeligt, at den generation ikke sørger mere over, at de tog fejl.
 ”Men er vi sikre på, at alt døde med utopien. At der ikke skete nogle forandringer alligevel”, siger den ven, jeg følges med.
Vi taler om kønsrollerne. Afsmitningen på kærlighedslivet.
”Men i kunsten?”, spørger jeg. Aldrig nogensinde har der været produceret så meget kunst som nu. Bjørn Nørgaard laver sarkofagerne til dronningen og prinsgemalen, og selv om jeg anstrenger mig, er det opgivelsen, jeg ser. At nogen troede på noget og så gav slip.

Det første stykke af Tomas, jeg så, var på Glyptoteket. Jeg havde to bekendte, der var med, og de var surret ind i Vita Wrap på scenen. En af dem hed Ninni og havde røde dreads, og den anden hed Baudelaire, fordi en pige, han havde gået i gymnasiet med, syntes han lignede den franske digter, og derfor var blevet vild med ham. Det var i begyndelsen af 1990’erne, og de ydre tegn var nok, for det var sorgløshedens og pastichen dage, og hvis en pige havde kaldt dig Baudelaire, så hed du det.
Jeg forstod ikke helt Tomas’ projekt. Jeg ventede på konturerne af et konkret budskab eller endnu bedre ironi, og mit ekkolod rakte ikke til andre dybder. Det var kunsten som en anden handling, end jeg havde forventet at se. Grænserne var udflydende, og det, jeg nu aner, er, at det, som skete på scenen, måske mere var en invitation til at træde inden for i et rum uden for tiden.
”Der er ingen spejle. Man må stole på sig selv”, siger Tomas om den nye udstilling, som også er en forestilling.
Og så siger han noget, der minder mig om de gamle desillusionerede kunstnere, før de gav slip og forlod projektet i opgivelse. Han besynger fællesskabet og kunsten som et sted, hvor drømmen kan folde sig ud og måske igen bundfældes til forandring:
”Hvis kunsten og kunstneren ikke kan bruge sig selv og hinanden til noget, er vi i den grad på sammenbruddets rand, hvor drøm og forestilling måske er de sidste bastioner, vi kan holde fast i. Som utopi. Som feber. Eller netop som en forestilling. Om os selv. Og hinanden”.
Han tilføjer:
”Hvilket køn, vi så har, er nok helt underordnet i den forbindelse, hvis vi ikke kan drømme ordentligt”.
Kønnet er underordnet. Det er rigtigt, og det er vigtigt. Men det gør det ikke rigtigt for alle. Derfor er det godt, at der findes et sted, hvor den ide kan vokse. Det ar, Tomas har på læben, fik han, fordi han passerede Steno Apotek over for Hovedbanegården på et dårligt tidspunkt.
”Han skulle ikke have gået forbi Steno Apotek på det tidspunkt”, var der en, der sagde. Men det gjorde han jo alligevel.
En fod foran den anden, og til sidst er der andre, der også passerer apoteket i mørket, og så går man sammen, og det er sådan drømme bliver til forandringer og forandringer til fremskridt.
I udstillingen får vi lov til at prøve det samme, ikke bare som tilskuere, der kigger på en genstand, for væggene er tomme, men ved at klæde os ud, indtage de nye roller, afprøve dem, lade dem besmitte os, så vi måske forlader stedet igen med fornemmelsen af det, vi kunne have været.
Men hvad nu hvis ingen gør det? Hvad nu hvis ingen lader våbnene hvile? Hvis det bare bliver endnu en anledning til at sige: Det kunne altså ikke lade sig gøre, se hvad vi sagde.
Vi står til en fest, ikke længere i hvert vores hjørne, men op ad en reol, han lader fingeren glide ned af en titel i bogreolen om de finske eventyrskove, hvor troldebørn farer vild, mærkelige væsner viser sig, og uroen og uvisheden ender med at være historien, der bringer fortællingen frem, selv om der ofte er langt hjem.

Sådan er det med Tomas. Min fremmede og min ven. Han er den, der drømmer for os andre. Det er derfor, at jeg siger: Våbenhvile. Dream on! Vil du ikke nok være så venlig.